Omfattende oprensningsprojekter mellem verdenskrige

I november viste vi et udpluk af de broprojekter, som blev opført af Petri & Haugsted i den første halvdel af 1900-tallet – herunder Kildebroen i Frederiksberg Have. Det er dog ikke den eneste gang i historien, at den populære Københavner-oase har dannet ramme for vores arbejde.

I 1920-1921 stod Petri & Haugsted bag en omfattende oprensning af Frederiksberg Haves kanaler, og som det fremgår af nedenstående billeder, foregik det på primitiv vis med spader, trillebøre og hestevogne som vigtigste hjælpemidler. Oprensningsarbejderne fortsatte i de følgende årtier – blandt andet af søen i Ingeniørregimentets øvelsesplads i Ryvangen i 1935 og Kastelsgraven ved Langelinie i 1939-1940, hvor den tyske besættelse den 9. april 1940 gav anledning til en midlertidig afbrydelse af arbejdet.

I tråd med nutidens store fokus på genanvendelse af råstoffer blev fyldet fra Kastelsgraven fragtet til Amager Fælled ved Faste Batteri, hvor det dannede frodig grobund for et stort antal nyttehaver.

Oprensning af Frederiksberg Haves kanaler, 1920-21

Oprensning af Frederiksberg Haves kanaler, 1920-21

Oprensning af Kastelsgraven, 1940

Oprensning af Kastelsgraven, 1940

Petri & Haugsted ASRoskildevej 3382630 TaastrupTlf: 44 88 77 00CVR. 58 56 34 12