Hotelprojekt i Tårnby voksede sig større undervejs
Petri & Haugsted løser vi anlægsopgaver for alle typer kunder – også private bygherrer. Vi har for nyligt lagt sidste slidlag i et projekt, der i første omgang indebar etableringen af udendørs terrasse for hotelkæden Go Hotel. Der er tale om et terrasseområde i to niveauer, som skaber forbindelse mellem morgenmadsrestauranten i hotellets kælder og haverum.
Vi havde et opstartsmøde med bygherre, som oprindeligt havde valgt nogle klinker, der viste sig for dyre til budgettet. Derfor fik vi til opgave at udarbejde et oplæg til, hvad der kunne lade sig gøre inden for det fastlagte beløb. Efter at have målt og regnet præsenterede vi vores forslag, som bygherre sagde god for med enkelte tilkøb.
Hotellet var for nyligt blevet udvidet med en ny fløj, og derfor fik vi også muligheden for at give pris på de omkringliggende arealer med etablering af parkeringsplads, kloak og andet, hvilket vi ligeledes nåede til enighed omkring. På den måde steg projektets omfang markant undervejs.
En af de største udfordringer var, at alt skulle udføres, mens hotellet var i drift, og vi var derfor nødt til at arbejde i bestemte tidsrum og forholde os til både hotelgæster og leverandører på byggepladsen. Det krævede grundig planlægning og koordinering, hvilket foregik i tæt samspil med bygherre, som vi havde et utroligt godt og tillidsfuldt samarbejde med i hele forløbet.
Alt i alt har vi ryddet et areal på cirka 3000 m2 og opbygget ny bund, udlagt omkring 2500 m2 ny asfalt og 800 m2 belægningsfliser samt etableret rundt regnet 100 meter løbende fortov og 500 meter løbende regnvandskloak med tilhørende brønde og forsinkelsesbassin.