Afdelingssekretærens alsidige og sjove hverdag

Anne-Mette Schmidt har været ansat siden 1994

– Min rolle som afdelingssekretær i Petri & Haugsted indebærer, at jeg favner et hav af forskellige opgaver. Og heldigvis for det. Det er nemlig derfor, at jeg elsker mit arbejde. Jeg føler mig ikke som en maskine, som bare har lavet det samme i 25 år. Jeg laver fx løn til alle firmaets timelønnede, jeg skriver fakturaer, står for indkøb af arbejdstøj og er daglig ansvarlig for alle vores køretøjer i firmaet. Derudover har jeg været arbejdsmiljørepræsentant i mange år.

Det med at kunne have mange bolde i luften kommer til sin ret i mit job. Jeg kender aldrig min arbejdsdag, før den er gået, og det er en stor kvalitet. Det gør det både spændende og udfordrende. Jeg kan lide at have travlt og kan huske en vinter, hvor mange af mine timelønnede kolleger var sendt hjem – det var nogle kedelige dage på kontoret. Hellere for meget at se til end for lidt.

Arbejdspladsen var ikke det samme uden mine fantastiske kolleger. Tonen er uformel; en skovl er en skovl, og en spade er en spade, og jeg holder mig heller ikke tilbage, når der skal fyres noget fis af.

Petri & Haugsted ASRoskildevej 3382630 TaastrupTlf: 44 88 77 00CVR. 58 56 34 12